Ungdomsuddannelser 2026/27

Nyt tilbud til ungdomsuddannelser

Som noget nyt tilbyder Skoletjenesten undervisningsprojekter for elever på ungdomsuddannelser.

Vores tilbud retter sig primært mod religionsfaget på STX, hvor eleverne inviteres på ekskursion til en lokal folkekirke. Her får eleverne mulighed for at sætte deres viden fra undervisningen i spil gennem spørgsmål og dialog med præster og undervisere. 

Med vores spændende temadage Ungdommens Højskoledage  kan eleverne opleve højskolens ånd og mærke historiens vingesus, når vi inviterer til oplæg, workshops, fællessang m.m. på Vartov i København. Sigtet med temadagene er, at eleverne kan lade sig inspirere i forhold til deres større skriftlige opgave SRP/SSO, men også at de får perspektiver på almene problemstillinger og temaer, der er relevante i forhold til deres videre uddannelse og liv. 

Hensigten med undervisningsforløbene for gymnasie- og hf-elever er, at eleverne får nye perspektiver på religion og dens betydning for mennesker, kultur og samfund. 

Tilbuddene kører foreløbigt som pilotforsøg i skoleåret 2026/27 for gymnasie- og hf-elever. På sigt arbejder vi på at udvide tilbuddet til øvrige ungdomsuddannelser, fx SOSU-elever m.fl. Vi er altid åbne for henvendelser. 

Se vores tilbud her på siden fra 15/6 og tilmeld jer ved at skrive til  mette@skoletjenesten-knips.dk


Undervisningstilbud 2026/27

Det folkekirkelige landskab

Tag eleverne med på en tur gennem det folkekirkelige landskab, hvor de bl.a. møder en præst, undersøger folkekirkens historiske rødder og bliver klogere på, hvem der bruger kirken i dag. 


Læs mere her.

Hvem er næsten?


Begrebet næstekærlighed er centralt og omdiskuteret i kristendommen. På en ekskursion til en lokal folkekirke møder eleverne to præster, der forklarer hvordan de forstår og fortolker begrebet.

Læs mere her.

Livets grænser


Hvad sker der med menneskesynet, når grænserne for liv og død rykkes? Forløbet lægger op til arbejde med etiske positioner samt de aktuelle debatter om abort og aktiv dødshjælp. 


Læs mere her.

Ungdommens Højskoledage

Oplev højskolestemning og hent inspiration til SRP/SSO på Vartov i København, når vi afholder temadagen Hvem lytter du til? 
Mød bl.a. forfatter Caspar Eric og naturformidler Vicky Knudsen.

Læs mere her.