Hvad er Folkekirkens Skoletjeneste?
Folkekirkens Skoletjeneste i Næstved er en folkekirkelig organisation, der har til formål at tilbyde undervisningsprojekter af høj faglig kvalitet til alle folkeskoler og private grundskoler i Næstved Kommune.
Folkekirkens Skoletjeneste tilbyder undervisningsprojekter til kristendomskundskab i kombination med en bred vifte af skolens fag lige fra dansk og billedkunst til natur/teknologi og fysik. Alle vores forløb har fokus på de store dannelsesmæssige spørgsmål. Hvad vil det sige at være og blive menneske? Hvorfor er vi her - og hvem eller hvad lever vi for?
Hvad kendetegner os?
Vi arbejder på skolens præmisser
Vores projekter er kundskabsformidlende, tager udgangspunkt i fælles mål og forholder sig til skolens overordnede formål.
Vi bidrager med den gode anderledeshed
Vores undervisningstilbud bidrager med den gode anderledeshed ved at lægge vægt på æstetiske læringsformer, leg og bevægelse - og ved at engagere og overraske eleverne. Vi tilbyder forløb med skæve og kreative vinkler på det faglige stof, som kan inspirere kristendomsundervisningen ude på skolerne. I tilknytning til forløbene er der derfor også mulighed for workshops, kirkebesøg, koncerter eller teater, som kan understøtte den kreative, sanselige og legende tilgang til undervisningen.
Vi er lokalt forankrede
Vores undervisningsprojekter inviterer eleverne på besøg i den lokale kirke eller til en af kommunens øvrige kulturinstitutioner som fx museer, biblioteker eller naturskolen, som vi samarbejder med. Besøgene kan også foregå på skolen, hvor en kunstner, musiker el. lign. deltager som gæstelærer. Vi vil gerne bidrage til, at eleverne oplever et tilhørsforhold til deres lokalområde.
Alle elever uanset deres religiøse eller kulturelle tilhørsforhold kan deltage i vores forløb.
Organisation
Folkekirkens Skoletjeneste er et samarbejde mellem kirkerne i Næstved Provsti, som finansierer drift og undervisningsforløb.
Skoletjenesten er med i Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester, der arbejder for vidensformidling om kirke og kristendom for skolebørn uanset deres religiøse tilhørsforhold.